Politik · 01
Fra barn til voksen
Uddannelse er en central del af unges opvækst og skal give unge frihed til at vælge deres egen vej.
DDU's holdning
Fra barn til voksen
Det danske uddannelsessystem er et af velfærdssamfundets vigtigste søjler. Det er gennem uddannelse, at borgerne dannes, så de kan begå sig i en globaliseret verden, hvor der stadig sættes højere og højere krav til viden. Det er også gennem uddannelse, at vi som samfund for alvor kan formå at bryde med den sociale arv, så vi løfter ungdommens videns- og dannelsesniveau over en bred kam.
Liberaliser uddannelsessystemet
Hæv koblingsprocenten til fri- og privatskoler. Privat- og friskolerne er et kæmpe gode for den danske grundskoleuddannelse. Her er der mulighed for og frihed til at bygge lige den skole, som efterspørges i lokalsamfundet på de værdier, som den enkelte skole finder vigtigheden i. Privat- og friskolerne bibringer det danske grundskolesystem en sund konkurrence, så der hos elever såvel som forældre er mulighed for at vælge folkeskolen fra, hvis den ikke lever op til den enkelte families krav og ønsker.
Danmarksdemokraternes Ungdom foreslår derfor at hæve statstilskuddet, som fri- og privatskoler modtager, svarende til en procentandel af udgiften til folkeskolerne, også kaldet koblingsprocenten, fra 76% til 80%. Det vil bidrage til mere frit valg i grundskoleuddannelsen, herunder at flere familier vil have råd til at sende deres børn på en fri- og privatskole. Dette vil ydermere bidrage til en mere varieret elevsammensætning hos fri- og privatskolerne.
Inklusionsreformen skal rulles tilbage
Inklusionsreformen fra 2012 er en kæmpemæssig katastrofe. Tanken om at børn med særlige behov skal have muligheden for at være en del af en almindelig skoleklasse er god. Det fungerer bare ikke i praksis. Det er skadeligt for klassen og for det enkelte barn med specielle behov, når barnet kastes ind i en folkeskoleklasse med alt for mange elever. Det skaber uro for elever og lærere og ofte ender det med, at den inkluderede elev ikke tilnærmelsesvis bliver en del af klasserummet. Inklusionen er et overgreb mod den udsatte elev og mod den klasse, som barnet inkluderes i. Der er ikke tale om inklusion, men om eksklusion. Børn med særlige behov skal ikke stoppes i den kasse, samfundet gerne vil have dem i. De skal have et tilbud, der passer dem og deres behov, så deres skolegang ikke tabes på gulvet.
En folkeskole bygget på disciplin, ordentlighed og respekt
I Danmarksdemokraternes Ungdom mener vi, at den danske folkeskole skal bygges på disciplin, gensidig respekt og ordentlighed. Desværre halter det på alt for mange skoler efter med netop disse værdier. Vi må kunne forvente, at eleverne har lært hjemmefra, hvordan man opfører sig. Læreren skal ikke bruge uanede mængder af tid på løse konflikter og bede højtråbende elever om at tie stille og lave deres ting.
Derfor foreslår Danmarksdemokraternes Ungdom, at enhver skoleleder med sin egen individuelle vurdering til hver en tid skal kunne sende elever hjem, som på den ene eller den anden måde ikke kan opføre sig ordentligt. Først når de hjemmefra er blevet fortalt, hvordan man opfører sig, skal de kunne sendes tilbage i skole igen. Svigter forældrene dette basale, men vigtige ansvar for børnenes opdragelse må de sociale myndigheder træde til. Ydermere skal enhver lærer i den danske folkeskole til hver en tid have retten til at sætte en elev uden for døren eller give en anden sanktion efter skoletid som konsekvens af den uacceptable opførelse.
Folkeskolerne skal bygges på danske værdier
Danske værdier og traditioner skal være rodfæstet i vores folkeskoler, og der skal ikke tages særhensyn til religiøse minoriteter. Eleverne skal i undervisningen lære om Danmarks historie, vores unikke kulturarv og den danske sangskat, så de rundes af de danske værdier fra barnsben. Derfor foreslår Danmarksdemokraternes Ungdom, at historie-, kristendoms- og musikundervisningen styrkes og i højere grad får et nationalt præg, samt at der ingen hensyn tages til religiøse minoriteter. DDU bakker også op om regeringens foreslåede pulje til morgensang på de danske skoler.
Muhammedtegningerne skal være en del af pensum
Muhammedkrisen var en skelsættende begivenhed i Danmarkshistorien, som lærte os ikke at gå på kompromis med vores ytringsfrihed og føje os for mullaher i Mellemøsten. Krisen lærte os at kæmpe for det, som vi har kært og stå vagt om enhvers ytringsfrihed, uanset hvad en ytring indeholdt. Det er en fundamental dansk værdi, som enhver grundskoleelev bør stifte bekendtskab med.
Derfor foreslår Danmarksdemokraternes Ungdom at gøre Muhammedtegningerne til pensum i såvel historie som samfundsfagsundervisningen.
Wokeismen skal ud af folkeskolerne
Undervisning i normkritik og kønsidentitet hører ingen steder hjemme i folkeskolen. Vi skal lade børn være børn. Woke-bevægelsen skal ud af vores skoler og skal ikke finansieres af så meget som en krone af danskernes hårdttjente skattekroner. Wokeismen forsøger at føre en venstreorienteret dagsorden ind i klasselokalet hos de nysgerrige skolebørn. Det må og skal stoppes. Skolebørn skal ikke lægge øre til venstrefløjens identitetspolitik i klasseværelset. Derfor foreslår Danmarksdemokraternes Ungdom, at folkeskolen som dannelsesinstitution fortsat skal være med til at føre samfundets almindelige normer videre og at enhver finansiering til normkritisk undervisning droppes øjeblikkeligt.
Konkrete forslag
- Opdateres snarest
Fakta
- Kilde

