Af Oscar Ingvardtsen og Magnus Vennekilde
Det er et bredt anerkendt faktum, at Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) og den dertilhørende domstol, Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD), gennem de seneste årtier er blevet den største stopklods for den udlændingepolitik, som et flertal af danskerne ønsker.
Udvisninger af dybt kriminelle udlændinge umuliggøres, fordi domstolen med henvisning til konventionens artikel 8 sætter den dømtes ret til familieliv over hensynet til ofret.
Parallelt med, at EMD gradvist har sat sig over de befolkninger, den er til for at tjene, og derved reelt har indtaget en lovgiverrolle, idet ingen i praksis kan kontrollere domstolens ofte særdeles kreative fortolkning af konventionen, har Socialdemokratiet siden Mette Frederiksens tronbestigning i 2015 bygget sin vælgermæssige succes på en stram udlændingepolitik. En politik, der har udvisket meningsforskellen til en lang række borgerlige partier.
Dog med én væsentlig undtagelse: et opgør med menneskerettighedssystemet i Europarådet, der fortsat er fredet af Socialdemokratiet, i modsætning til en række blå partier.
Når socialdemokrater bliver spurgt, hvorfor Danmark ikke skal udtræde af EMRK, når konventionen forhindrer partiet i at gennemføre lovgivning, de selv har foreslået, for eksempel Udvisningsreformen, fremføres typisk to argumenter.
For det første hævdes det, at "der er en risiko for, at verdenssamfundet falder fra hinanden", som Mette Frederiksen formulerede det i december 2025. Hertil er blot at sige, at EMRK regulerer forholdet mellem stat og borger, ikke mellem stater.
Argumentationen bygger således på en forsætlig vildledende sammenblanding af forskellige konventioner og traktater, så Socialdemokratiet kan undgå et opgør med EMRK, der er upopulært hos de europæiske venner.
Macron meddelte eksempelvis for lidt over en måned siden, at Frankrig ville modsætte sig asylcentre i tredjelande netop med henvisning til EMRK. Herudover er det værd at pointere, at den regelbaserede verdensorden altid har været mere eller mindre en illusion.
Det beskrev Samuel P. Huntington allerede i "The Clash of Civilizations" fra 1996, hvor han skrev, at store stater kun retter sig efter internationale love og regler, når disse er i deres egen interesse.
Derfor er argumentet om, at en dansk udmeldelse af EMRK vil underminere verdensordenen, illusorisk.
Det andet argument er, at EMRK skal ændres indefra. Chișinău-erklæringen af 15. maj 2026, der opfordrede til større udlændingepolitisk autonomi for de enkelte medlemsstater, fremhæves som bevis. Det er positivt, hvis domstolen ændrer praksis; vi tvivler blot.
Læg mærke til fraværet af egentlige "trusler", hvis domstolen ikke makker ret. Ingen af de underskrivende stater truer med udmeldelse. Europarådets generalsekretær Alain Berset beskrev da også erklæringen som "et meget stærkt – og meget velkomment – signal om fast opbakning til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention".
Hvilket incitament har domstolen derfor til at ændre praksis? Hvis dommerne anser deres fortolkninger for korrekte og det ikke møder konsekvenser, hvorfor skulle de så ændre kurs?
Socialdemokratiet vil heller ikke true med at ophæve inkorporeringsloven fra 1992, der gør EMRK til en del af dansk ret. Det afviste udlændingeminister, Morten Bødskov, under et samråd den 30. juni 2026.
Tilbage er derfor blot håbet om, at domstolen frivilligt ændrer praksis, hvilket nok er en smule utopisk. Der findes dog også andre løsninger.
Danmark kan enten udtræde af EMRK eller udtræde og genindtræde med forbehold for udvalgte artikler. Professor dr.jur. Mads Bryde Andersen har redegjort for denne mulighed i bogen "Misforståede menneskerettigheder".
Det er forslag, der i langt højere grad end Socialdemokratiets vil kunne imødegå den ukontrollérbare retstilstand, som EMD's aktivistiske fortolkninger skaber.
